Vi Unge søger en digitalpraktikant fra januar 2021

Vi Unge søger en digitalpraktikant, der brænder for digitale medier og indholdsproduktion til en ung målgruppe og som har lyst til at udvikle sine kompetencer inden for kommunikation, visuel formidling og redaktionelt arbejde.

 

Vil du have en praktikplads…

… hvor du kommer til at assistere i produktionen af nyheder til Danmarks største teen-univers?

… hvor du skal bidrage til at underholde Danmarks dejligste målgruppe med de seneste nyheder om alt fra nutidens største teen-stjerner til de nyeste TikTok-trends?

… hvor du hver dag er med til at guide Vi Unges målgruppe om alt fra menstruation, den første kærlighed til makeup?

Så er du måske vores nye digitalpraktikant på Vi Unge!

 

Lige nu søger vi en digital ildsjæl, der ville elske at lære Vi Unges digitale læsere bedre at kende og give dem skræddersyede opdateringer dagligt. Vi søger en omstillingsparat og velskrivende praktikant, der er klar til at træde ind på vores digitale redaktion fra den 1. januar/februar 2020, 30-37 timer om ugen alt efter studie og 5-6 måneder frem.

 

Om Vi Unge

Vi Unge er en del af enheden ’Aller Trend’ i Aller Media, som også tæller titlerne ELLE, Modemagasinet IN, ELLE Decoration og Dossier. Som digitalpraktikant tilknyttet Vi Unge, vil du også indgå i den overordnede Aller Trend digitalredaktion, heriblandt de digitalpraktikanter, der er tilknyttet disse titler. Aller Trends digitalredaktion mødes bl.a. ugentligt, hvor vi sparrer i forhold erfaringer, viden og indhold, der kan bruges på tværs af flere titler.

 

Som digitalpraktikant på Vi Unge vil dine arbejdsopgaver inkludere følgende:

  • Assistere i udarbejdelsen af artikler inden for mode, skønhed, kultur, interiør og kendisser
  • Assistere i udarbejdelse grafisk materiale i Photoshop såsom billedbeskæring og collager
  • Assistere i produktionen af indhold til Vi Unges Instagram i form af både opslag og stories
  • Lave grafisk arbejde i Photoshop såsom billedbeskæring og collager
  • Arbejde i vores CMS-systemer, herunder SEO-optimering
  • Deltage i ugentlige redaktionsmøder med Aller Trends digitalredaktionen, som foruden Vi Unge også består af Elle og IN, hvor vi vender ugens historier og brainstormer på nye historier/vinkler til Viunge.dk
  • Indgå i en redaktion med daglig reference og sparring med Vi Unges digitalredaktør, Ema Seferovic

 

Du er...

... I sidste del af en SU-berettiget uddannelse (gerne inden for journalistik, kommunikation, medievidenskab eller dansk)

... God til at skrive og formulere dig på dansk, herunder god til grammatik og kommatering

... Interesseret i (pop)kultur, kendisser og teenlife

... 'Digital Native' og har forståelse og/eller erfaring indenfor online kommunikation

... Erfaring med Photoshop og SEO eller interesse for at lære det

... Struktureret, energisk, engageret og omhyggelig

... Omstillingsparat og altid klar på at gribe en nyhed til Viunge.dk

... Klar til at starte i januar/februar 2021

 

Det er et krav, at du er på en SU-berettiget uddannelse og at du opnår ECTS-point under din praktikperiode.

Vi sørger hver dag for, at du kan nyde en lækker frokost i vores kantine og så har vi nogle gode medarbejdertilbud, du også kan gøre brug af.

Som digitalpraktikant på Vi Unge vil der undervejs i forløbet afholdes samtaler, hvor der diskuteres både faglige og sociale aspekter af praktikken.

 

Ansøgning

Send din ansøgning og CV til vores online rekruttingssystem på www.aller.dk under karriere eller klik på nedenstående link. Vi holder løbende samtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte Vi Unges digitalredaktør Ema Seferovic på ema.seferovic@aller.com.

 

Bemærk, at vi kun modtager ansøgninger sendt via vores online rekrutteringssystem.

Ansøgningsfrist: 30. oktober 2020

Om Aller Media A/S

Aller Media er et moderne og innovativt mediehus, der hver måned leverer indhold og underholdning til læsere og brugere i hele Norden.

Faktisk er vi den førende udgiver af magasiner og ugeblade i Norden, mens vi i Danmark alene har en markedsandel på ugeblade på 71 % og ca. 800.000 magasinlæsere. I alt læser 2,2 millioner danskere med hver måned i en af vores titler og 2,1 millioner bruger et af vores digitale universer.

Hver eneste måned er vi i kontakt med 1,5 millioner kvinder på print og 1,4 millioner digitalt. Og vi har foretaget et af de mest omfattende kvindestudier i Danmark. Derfor er vi heller ikke bange for at sige, at: Vi ved mest om kvinder.Vores mange magasiner, som bl.a. IN, ELLE og SPIS BEDRE, inspirerer og underholder primært kvinder med bl.a. mode, sundhed, livsstil, bolig og mad.

Og så kan alt vores indhold selvfølgelig også læses online på vores brands hjemmesider, sociale medier og ikke mindst i vores streamingtjeneste Pling, hvor vi har samlet over 100 danske og internationale ugeblade og magasiner, som kan læses, alt det du vil, for et lavt månedligt beløb. F.eks. Time, The New Yorker, Vanity Fair og mange andre.